Mad i stegeso: en genvej til god, billig mad

Opdateret

En stegeso hjælper dig med at lave gode, rustikke og sunde retter. Du kan stort set lave alt i en stegeso, og den er særligt velegnet til efterårets og vinterens mere kraftige og fyldige retter.

Om sommeren kan du dog også glæde dig over at kunne lave en god oksesteg i din stegeso, eller hvad med at bage et brød i den? Denne artikel vil særligt koncentrere sig om hvordan en stegeso er nyttig til det lille budget, og hvordan du får mest muligt ud af dine råvarer med den.

Hvad kan jeg lave i en stegeso?

En stegeso giver dig mulighed for at kokkerere stort set alt. Der er dog grænser – kød der ikke tåler stegning i længere tid, har stadig bedst af at komme en tur på – eksempelvis – en brændende varm pande i kort tid.

Mad i stegeso er derfor som regel en mere tidskrævende affære, som dog ikke kræver særlig meget sved på panden – råvarerne skal blot skæres ud i de udskæringer du ønsker, pakkes i stegesoen, og derefter sættes i ovnen.

Det gode ved at lave maden i stegesoen, er at den lukkes med tætsluttende låg, som dels sikrer din ovn mod stænkning fra kød der syder, men også bevarer råvarernes naturlige saft og kraft. Du slipper altså for at spæde til med vand eller andet – du kan dog med fordel tilsætte en god øl eller vin til de mere kraftige kødretter. Du kan evt. se flere opskrifter til stegeso for inspiration.

Er der særlige årstider hvor en stegeso er nyttig?

grønsager

Sensommerens og efterårets overflod af rodfrugter er nok den bedste tid på året at kokkerere maden i stegesoen, da disse grove og næringsrige grøntsager tager sig rigtig godt ud i stegesoen.

Du kan stort set kombinere utallige former for rodfrugter efter smag og tilgængelighed – pift dem op med et skvæt god olivenolie og frisk, grofthakket timian eller timiankviste (du kan også nøjes med tørret timian), samt salt og peber efter smag. Især timianen komplimenterer rodfrugterne særdeles godt.

Hvordan kan jeg spare penge med en stegeso?

At lave mad i en stegeso giver dig en god mulighed for at spare penge, fordi du ikke behøver følge en konkret opskrift for at få en lækker middagsret ud af den – du kan med andre ord købe et stort set hvilket som helst stykke oksekød, som er velegnet som en del af en simreret, eksempelvis osso buco, oksespidsbryst eller blot en oksegrydesteg.

Der findes dog ikke rigtig nogle begrænsninger, du kan også lave en lækker kylling, eller f.eks. pulled pork.

Du kan altså købe store, gode stykker kød på tilbud, skære dem i mindre stykker og fryse dem ned. Når du skal bruge dem, tør du dem blot op og putter dem i din stegeso, og spæder til med de grøntsager du nu måtte have liggende i dit køleskab. Især rodfrugter og rosmarin giver særligt god smag til mørkt kød – lyst kød som kylling komplimenteres med eksempelvis en timiankvist, og svinekød med et par laurbærblade.

Grundlæggende sparetips til mad i stegeso:

  • Køb store portioner grønt, og spar penge
    I stedet for kun at købe små portioner kartofler og andet grovgrønt som gulerødder, rødbeder osv., som ofte er dyre, så køb en stor pose og lad dem ligge i køleskabet – på den måde holder de i meget lang tid, og når du en dag får lyst til at tømme køleskabet, kan du lave en god, rustik middagsret hvor du blander rodfrugterne i din stegeso med timian, salt, peber og lidt god olivenolie, og lader det passe sig selv i ovnen.
  •  Køb store stykker kød og lav en del af arbejdet selv
    Selvom du eksempelvis vil lave gullasch, så gå efter et større stykke kød, eksempelvis en cuvette, spidsbryst eller hvad der nu lige er på tilbud. Så kan du skære kødet i passende stykker selv, og gemme resten til en anden gang. Ofte er de større stykker kød billigere end hvis du køber oksetern eller gullaschklumper.
  • Køb en hel lakseside fremfor små stykker og hold igen med krydderierne
    Hvis du vil lave fisk i din stegeso, eksempelvis laks, så køb evt. en hel lakseside og skær denne over i to – den ene kan du så fryse ned (den skal dog ligge i tætsluttende emballage og helst ikke for lang tid), så har du hvad der svarer til 4-6 meget store laksestykker, som plejer at være langt dyrere i kg-pris i forhold til en hel lakseside. Laksen holder naturligvis også på saften og kraften når den laves i en stegeso, og denne kan krydres med lidt hvidløg, salt, peber og et skvæt hvidvin hvis du har lidt til overs. Det er ikke nødvendigt at overkrydre en laks, da krydderierne hurtigt kan komme til at overtage den gode smag af frisk laks, dog komplimenterer en lille smule hvidløg denne smag helt fantastisk.
  • Brug tørre krydderier i stedet for friske
    De tørrede krydderier er næsten identiske med de friske af samme slags, i smagen. Timian er især en af de krydderurter, der smager stort set identisk, om den er tørret eller ej. Det kan være en dyr fornøjelse at investere i friske krydderurter hver gang du skal lave en middagsret i din stegeso, og så ryger lidt af idéen med at skulle spare penge på den. Du kan tit finde bl.a. Santa Marias glaskrydderier på tilbud i diverse supermarkeder, og her kan det godt betale sig at investere i bl.a. hvidløgspulver (IKKE hvidløgssalt!), timian, rosmarin, oregano m.m. Vil du have større portioner, har din lokale grønthandler med garanti et stort udvalg af eksotiske krydderier i store poser til små priser.

1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars (13 bedømmelser)

Om forfatteren

Thomas er en passioneret madelsker og erfaren skribent. Han er kendt for sin ekspertise i rustikke retter og deler gerne tips og tricks til madlavning i stegeso. Thomas' artikler er altid fyldt med entusiasme og nyttige opskrifter.

2 kommentarer til “Mad i stegeso: en genvej til god, billig mad”

  1. Det er ikke dyrt at købe en potte med krydderurter og sætte den over i en lidt større potte med mere jord og så lade planten vokse i vindueskarmen. Det pynter og det er billigere i længden. Smagen kan man jo altid diskutere – jeg er f.eks helt pjattet med frisk citrontimian, og det fås ikke tørret. Mht. de tørrede krydderier i større indkøb, så kan det ikke betale sig, hvis man laver mad til en eller to personer til daglig. Men så kan man jo alliere sig med andre studerende og deles om de gode store poser – og SÅ kan det betale sig. Tørrede krydderurter mister jo smag og aroma med tiden. Lækker hjemmeside i øvrigt 🙂

Skriv en kommentar